BREV
Kære Marie
Hermed en noget rodet mail, så jeg må lige beklage på forhånd – evt opfordre dig til at lave dig en kop kaffe inden du går i gang!

Jeg mødte min nuværende kæreste for to år siden (jeg var 25 og han 28) inden jeg skulle 6 mdr til udlandet. Jeg ville af den grund ikke være kærester – i hvert fald ikke før jeg var vendt hjem igen – lige såvel som jeg netop var gået fra eks’en igennem fem år 6 mdr forinden og havde fået egen lejlighed (for første gang) og havde derfor brug for “me time”. Men han var nu lidt sød, ham her…

Jeg røg afsted til udlandet med forhåbninger om et eventyr, men brugte i stedet tiden på at svare på de ca 100 sms’er, der tikkede ind om dagen med krav om svar. Mange efterfølgende weekender og måneder blev brugt på timelange skænderier over telefonen da han, hver gang han blev fuld i weekenden, blev vred og ringede og anklagede mig for at være opmærksomhedskrævende, have behov for andre, han kendte min type, etc. Vi blev dog altid gode igen dagen efter og skrev ellers sammen i løbet af ugen som om intet var hændt, om end jeg havde en underlig følelse indeni. Han forklarede sine vredesudbrud med afsavnet og sin store kærlighed til mig som var den perfekte kvinde for ham, etc, og det ville hjælpe når jeg kom til DK igen.

Inden længe, stillede han et slags ultimatum – at vi skulle være kærester, ellers ville han blive vred og gå. Jeg havde nok lidt dårlig samvittighed over at ha’ trukket den så langt og kunne mærke, at det gjorde ondt på ham, så jeg “indvilligede” og det næste halve år besøgte vi hinanden en del. Jeg var irriteret over, at det skulle være “nu”, men heller ikke parat til at miste ham. Desuden så nød jeg opmærksomheden og hans ekstremt kærlige ord, komplimenter og løfter om fremtiden. Da jeg kom hjem til DK efter opholdet, fortsatte skænderierne hver weekend, hvor han ville skælde mig ud i flere timer når han blev fuld – både i byen, foran veninderne, på vej hjem og i hans lejlighed. Det sluttede først når han faldt i søvn i sofaen og jeg kunne liste ind i sengen. Skænderierne omhandlede altid det samme – han fik ikke nok opmærksomhed fra mig, jeg flirtede for meget, han havde gennemskuet mig, etc. Han gik og kom tilbage igen af flere omgange, slog op og fortrød, jeg flygtede, han fandt mig, etc. Igen, blev vi altid “gode” igen dagen efter.

Jeg tænkte, at det hele nok ville gå over med tiden, eller måske når forelskelsen havde lagt sig fra hans side. Han blev desuden opereret for lungekræft samme dag, som jeg tog afsted til udlandet (han blev raskmeldt for et par måneder siden), og tænkte, at han måske indirekte var bange for at miste mig, hvis han døde – selvom han selv giver udtryk for, at han har vænnet sig til døden og ikke er bange for den, nærmest ligeglad. Så jeg gav ham lidt line, men fortalte ham, at han måtte til at slappe af. Ugerne og månederne gik, og efter han ødelagde min fødselsdag i december på trods af jeg havde bedt ham om at holde igen med alkoholen efter drama natten forinden, var det min tur til at stille et ultimatum. Jeg var træt af op- og nedturene, havde udviklet en depression og panikangst (sidstnævnte en måned inden jeg skulle hjem til DK – dog har kognitiv behandling hjulpet en del), var forvirret og følte, at livet var gået i stå.

Han røg derefter til psykolog, hvor han gik en gang om ugen og senest er vi startet til parterapi da der lige har været et par “slip-ups”, som har skræmt mig da jeg er bange for, at det hele begynder igen, hvor han ikke kan styre alkoholen og det går ud over mig/os. Generelt går det dog rigtig fint mht. alkoholen, om end vi stadig kan ende med at skændes lidt når vi kommer hjem – men intet ift. tidligere, så det er jo positivt. Parterapien virker rigtig fint, og vi har fået snakket om en masse ting omkring vores dynamik, forventinger, etc.

Jeg er bare nået til en krydsvej – eller… jeg har måske været det hele tiden, det virker bare mere presserende nu. Jeg er snart 28, færdig med uddannelsen og skal for alvor til at være voksen. Jeg føler dog, at han presser mig på alle tænkelige måder. At vi skal ses mere, lave noget mere sammen, flytte sammen, etc. Og jeg er ikke klar til at flytte sammen, og bliver helt klaustrofobisk ved tanken. Min lejlighed er pt lånt ud til noget familie i knibe, da jeg alligevel var oppe ved min kæreste hele tiden (han ville ikke være i min lejlighed da han havde brug for sin base), men aftalen var, at jeg fik lejligheden igen (“flyttede” hjem igen) og at vi skulle være mere hos mig, idet jeg stadig følte et behov for at falde til ro, nyde mit eget sted, skabe en overgang mellem barn og voksen, nyde friheden og ansvaret i at have sit eget, etc. Han bryder sig ikke om idéen, da han jo føler vi efter godt halvandet år sammen burde flytte sammen. Men efter flere skænder
ier og en snak hos parterapeuten, har han slugt kamelen.

Sexlivet halter, forståeligt nok, og det er nok begges skyld. Han gør ikke rigtig noget for det, og hvis han gør, trækker jeg mig. Han kilder mig i skridtet, prikker til mine bryster, taler babysprog og er generelt barnlig omkring sex – og det tænder mig helt af. Jeg er begyndt at væmmes ved hans kropslugt og hans kys er alt for våde. Han er desuden blevet ret tynd efter han har nedtonet alkoholindtagelsen, hvilket jeg ærgrer mig lidt over da jeg ikke synes, han er særligt mandig. Jeg kan dog ikke sige noget, da han alligevel ikke kan gøre noget ved det og f.eks. træne, eftersom han har en ødelagt ryg efter en bilulykke for en tre år siden. Jeg er begyndt at se porno her for en uge siden, hvilket bare har gjort, at jeg føler mig endnu mindre tilfredsstillet. Jeg tænker meget på, hvor meget jeg savner friheden, at kunne “trække vejret frit”, kun tage hensyn til mig selv og sidst men ikke mindst, god sex!

Jeg har dårlig samvittighed over at tænke sådan, men fanger mig selv i at drømme mig væk i en ny fiktiv lejlighed, hvor jeg kan starte forfra, finde mig selv, bygge mit liv op igen og finde ro. Jeg har haft disse tanker i lang tid egentlig, men har nok skammet mig over dem. Følt, at jeg skulle give forholdet en chance til, og én til.. Men hvornår er nok? Han er en dejlig mand – moden, intelligent, prioriterer altid mig højst, laver mad til mig og forkæler mig, en alfa-han, karismatisk, elsker også at rejse, og jeg kunne blive ved.. men jeg ved ikke, om jeg kan tilgive ham for al den vrede, som han har ladt gå ud over mig. Han har ikke været utro, men der har været noget følelsesmæssig utroskab, som jeg opdagede. Han siger, at begge gange var det bare for at “please”, for at være flink. Men jeg kan ikke helt få mig selv til at tilgive det, selvom jeg efterhånden er blevet ret god til at skubbe tankerne væk når de kommer om natten.

Har for alt i verden ikke lyst til at lyde som et offer, som fralægger mig al skylden her, da jeg absolut har haft en finger med i spillet. Vores dynamik skyldes i høj grad min trækken tilbage, hvor der vel foregår en eller anden form for rollepolarisering, som jo er det, som vi prøver på at vende rundt på nu. Jeg er bare bange for, at jeg vil være bitter på ham resten af mit liv over, at han “fratog” mig min alene-tid, ikke ville være i min lejlighed, har været så vred og indirekte holdt mig tilbage fra så mange ting fordi jeg har frygtet hans reaktion, været følelsesmæssigt utro, etc.

Skal jeg gå eller skal jeg tilgive? Kan jeg tilgive efter så meget? Det burde vel være nemt, hvis man bare tager beslutningen? Hvad er din erfaring med par, der beslutter sig for at tilgive hinanden? Føler, at jeg har kæmpet i snart halvandet år og ventet på, at det hele skulle blive godt og normalt en dag, og nu er tiden ved at rende ud, for hvis jeg skal til at få ro på i forholdet og tænke på børn, så er det nu. Hvis vi går fra hinanden, skal jeg jo have tid for mig selv, finde en ny, lade der gå nogle år og så kan børn komme på banen. Føler, at det er nu, jeg skal tage en beslutning, og ved ikke hvad den skal være. Det nemmeste er vel at blive og fortsætte i parterapi og se, hvor det bærer hen og så være ærlig omkring mine tvivl når jeg er der – på trods af at hele forholdet nærmest har gået ud på, at overbevise ham (og mig selv) om, at der ikke var tvivl. Men føler, at jeg måske skal overveje at gøre klar til at frigøre mig, selvom den tanke også er skræmmende. Hvad hvis jeg fortryder? Hvad hvis jeg ikke kan lide at være alene?

Det er ikke sikkert, at du kan komme med et svar – men du er den eneste, jeg lige kan søge råd hos, da jeg for længst er holdt op med at fortælle veninder og familie omkring vores forhold.

Jeg ved godt det er en lang mail, men bare et kort svar ville være guld værd!

Bedste hilsner
en meeeeeget forvirret kvinde

SVAR
Kære Forvirrede kvinde
Tak for din mail, og du skal endelig ikke undskylde – jeg kan godt lide rodede mails. Men sikken en masse du har været igennem de sidste par år… Puh

For at gøre det så ukompliceret som muligt, har jeg valgt at svare dig lidt mere kort og præcist end jeg normalt ville gøre. Derfor er min respons til dig kogt lidt ned.

Du spørger mig om du skal gå eller om du skal tilgive. Jeg siger at du skal gøre begge dele. Uanset hvad, så skal du tilgive! Det skal vi altid, for hvis ikke vi tilgiver så ender det med at vrede og sårede følelser æder os selv. Så tilgiv ham endelig. Tilgiv ham for ikke at have gjort det bedre. Tilgiv ham for at han ikke har evnet at være den kæreste du (og han selv) havde håbet han ville være. Tilgiv ham for at have forvoldt dig smerte. Tilgiv ham og ønsk ham det bedste. – Men gå fra ham!

Du bliver desværre nødt til at gå fra ham… Han er uden tvivl en vidunderlig mand på rigtig mange områder, men han har efter mit skøn nogle ting med sig, som du betaler for. Og det skal du ikke!! Hvis I to skal være et par, så skal han have styr på sig selv først. Jeg vurderer ikke at I har brug for generel parterapi, da det ikke er jeres forhold der som sådan halter – men dig der har et grænse-problem, og din kæreste der har et kontrol-problem. Det kan meget vel være at din kæreste har været nogle grimme ting igennem tidligere, men det er du IKKE en del af! Du elsker ham bare, og så er du som type det der inden for kognitiv psykologi kategorisseres “tilpasningstypen”. Det er ofte også den type der får flest knubs, fordi den type går langt for dine drømme og dermed også får nogle stød på vejen. En tilpasset person gør hvad der er muligt for at bevare fred og ro – blandt andet – hvilket tydeligt afspejler sig i din fortælling om dit liv de sidste par år. Han derimod er kontrol-typen, hvilket er grunden til at han holder dig i så kort snor. Ønsker du et liv hvor du anerkendes for den person du er, og dermed tildeles en fair portion tillid og personlig frihed, så bliver du nødt til at gå fra ham. Om ikke andet for en periode… Og det skriver jeg virkelig ikke fordi jeg syns han på nogen måde virker til at være et skidt menneske, men du spørger mig, og jeres mix fungerer ikke. Du er for hengiven og for tilpasser til at blive lykkelig her. Dine grænser er for længst overtrådt, og du har i al for lang tid trådt vande, ude hvor du på ingen måde føler dig hjemme. Fordi du er som du er, vil du også være kandidat til at få en depression – og så er du ikke længere “bare” ulykkelig i dit forhold, men oprigtigt syg og skal på længerevarende medicin.

Jeres forhold er ikke godt for nogen af jer, for jalousien og tankerne smadrer også ham selv. Han har det med garanti heller ikke rart med at være den slags kæreste overfor dig.

Hvis I ønsker terapi vil jeg meget gerne tage jer ind og se om jeg kan ændre på noget – men jeg vurderer ikke at parterapi alene kan gøre det. I har, i min optik, mere brug for enkelt-terapi, hvilket jeg også meget gerne vil tilbyde jer. Han har helt sikkert sit at slås med, men hvis ikke du også får styr på dit – så kan du meget vel ende i samme situation igen, i dit næste forhold.

Lyt til dig selv. Du ved godt selv hvad du skal gøre. Det interessante er hvorfor du ikke gør det… Og det kunne vi godt tale lidt om hvis du har lyst. Men som svar på dit brev vil jeg sige at du skal tilgive ham, men samtidig også at du bliver nødt til at gå fra ham.

Kærlig hilsen
Marie <3 PS: En voksen mand der kilder sin kæreste i skridtet, niver hende i brysterne, taler babysprog og generelt håndterer sex med barnlig tilgang og attitude, har allerede erkendt sit nederlag ellers ville han aldrig opføre sig sådan. Det er en måde at distancere sig på. De fleste kvinder tænder på maskulinitet og mænd der hviler i sig selv - og ikke mindst, kan deres kram. Så at din kærestes tilgang til sex er landet i den barnlige nive-agtive ende, gør ikke hans odds bedre. Jeg tror godt han ved, at slaget er tabt...