En klient spurgte mig for nyligt, om det mon ligefrem er fedt for hendes ex-mand, at gøre livet surt for hende? Hvad giver det ham, at bidrage til, at hun ikke har det godt? Hvad forklarer, at han med tiden – og jo længere og længere han kommer ind i sit nye forhold, bliver en større og større røv over for hende? Hende som har født hans børn og vasket hans tøj i over 20 år. Hende som har stået ham bi i alle jobskift, lavet hans mad, holdt hans hjem, nydt hans krop, forkælet hans krop, passet hans pligter imens han passede sit job, passet hans børn imens han passede sit job, været hans ven igennem alt hvad livet har budt. Nu, er alt anderledes. Nu bliver der ikke altid svaret på sms. Faktisk kan der let gå dage før der svares – og alle ved, ALLE VED, at de fleste har deres telefon på sig stort set 24 timer i døgnet. Der er i hvert fald ikke mange ansvarsbevidste forældre, der i flere dage ikke ser deres telefon. Så det må være en bevidst handling, at han ikke svarer. Og det er jo vir-ke-lig irriterende! Når der så endelig svares, er det med nedladende korte sætninger. Selv på åbne spørgsmål. Nogle svar afslører, at beskeden slet ikke er læst, for handlingen efter, er stik mod det skrevne til at starte med. Jeg kan jo desværre ikke fortælle hende hvad der foregår i hans hoved eller hvorfor han agerer som han gør, men jeg kan tolke på det og sigte mod det fokus, at vi finder en måde for hende, at deale med, at det er sådan nu. Deres ping-pong er anderledes nu. Hun har fået en anden rolle i hans liv nu. Hun er ikke længere det vigtigste for ham. Og det er jo aldrig sådan rigtig sjov at ryge ned af stigen. Jeg kan godt genkende det. Dels fylder kommunikation mellem familier i opbrud/fraskilte en del i min praksis, men jeg har også selv en ex-mand. Jeg ved godt hvad der menes. Jeg kender godt følelsen af, ufrivilligt, at få en anden plads. Og det er så absolut frustrerende når roller, prioriteringer og opstilling ændres udenom egen vilje. Men hvorfor er det det? Hvad er det der sker? Hvorfor er vi ikke ligeglade? Og hvad kan vi selv gøre anderledes i vores kommunikation for at bedre det positive og proaktive samspil? Til min klient her, foreslog jeg, at hun skulle stoppe med at skrive til ham, men hellere ringe ham op, hvis hun har noget på hjertet. Slut med sms! Tal med ham. Hun skal sikre sig, at tonen er positiv og åben. Respektere hans grænser, men kræve det nødvendige af ham, for et fornuftigt samarbejde. Modellen må være, at skrue gevaldigt ned for alle de sms som mange af os har hang til. Selv smileys kan fejltolkes. En der griner så tårerne står ud af hovedet på den, kan både være sjov og nedladende. Alt efter øjnene der læser. Og det er alt for store nuancer at forvente, når man ikke længere er makkere og selvsagt spiller på samme hold. Der er alt for mange gamle følelser i flere varianter, både over og under overfladen, og alt for mange forventninger og krav der ikke længere kan retfærdiggøres. OG ikke mindst, når mænd får en ny kvinde i deres liv, så skal vi “gamle kvinder” huske på, at mænd slet ikke bryder sig om konflikter med kvinder. De fleste mænd gør ikke. Mænd er som art, slet ikke vilde med for meget drama. Så hvis der er en derhjemme, som helst skal gide sove nogenlunde løst påklædt, så vinder hun! Anytime! Mænd er ofte også mere rationelle & lavpraktiske end kvinder, og det kunne den gamle kvinde i hans liv have godt af, at være mere bevidst om. For det behøver ikke være personligt. Han behøver ikke være ude på ballade – faktisk tror jeg personligt slet ikke, at han er ude på ballade. Måske er hans grænser bare nået. Måske har han sit at se til. Ting som en exkone ikke længere sidder på 1.række til at bevidne – og måske er det lidt overvældende, at have en utilfreds ex på sms, og en ny der måske mener, at den gamle skal passe sig selv søndag aften. Hvorfor skriver hun nu? Klokken er jo mange…! Hvornår har du talt med hende? #mandiklemme. Jeg kunne fristes til at vende den mod de nye kærester, som ofte set kræver en del af den fraskilte familiefar. Drømmescenariet kunne være, at alle fraskilte mænd, kodes med chip, til at sige følgende til deres nye kærester:
“Min ex er en stor del af mit liv. Vi elsker ikke hinanden på den romantiske måde mere, men vi efterstræber et sammenhold som splittet familie, som vores børn har godt af. Nej hun er ikke fantastisk, nej jeg har ikke lyst til at knalde hende, nej så sjov er hun heller ikke, men hun er her, hun har født mine børn og vasket mit tøj i 7 år. 10 år. 20 år, så uanset hvad, er mit mål at bevare et godt forhold til hende. Og det ville glæde mig meget, hvis du vil bakke op om det. Faktisk er det et behov jeg har. Et krav. Ikke en bøn. Vi to kan sagtens blive lykkelige alligevel, der går ikke noget af dig bare fordi jeg er sød ved mine børns mor, og det er jo dig og mig der kysser hinanden godnat og godmorgen fordi vi har valgt hinanden”. Uhhh det kunne være fedt – men det mod, er det ikke alle mænd der har… derfor #chip. Og så må vi heller ikke glemme, at vi som exkoner kan være ret krævende og grænsende til virkeligt urimelige. Vi kan sagtens finde ud af, at spænde ben for os selv. Og gør det ikke nødvendigvis let for vores exmænd at skulle navigere i universet “gammel kone vs. ny kone”. Ofte ser vi, at alt går relativt fint, så længe der ikke er en ny kvinde i billedet. Der er ikke udefrakommende forventninger. Vi ser, at der afholdes fælles fødselsdage og juleaftener – og at der forekommer en fornuftig splitting ved større udgifter etc. Men når der kommer en ny kvinde i en fraskilt mands liv, så begynder kommunikationen mellem tidligere mand & kone at smuldre. For så skifter fokus. Rollerne ændres. Og så er vi tilbage til mandens behov for ro og fred, og ikke mindst, hans behov for at være i kridthuset hos hende der gerne skulle sove relativt letpåklædt ved hans side om natten. Om det er exkoner eller voksne døtre fra tidligere forhold og nye koner, så er der næsten altid en kvinde i en fraskilt mands liv, der ønsker det anderledes. En kvinde der mener, at netop hun burde prioriteres. Og så skal der altså rangeres – for ellers falder korthuset sammen. Stakkels mand! Et godt eksempel på netop det, har jeg fra mit eget unge liv – det skriver jeg en anden klumme om – den kommer til at hedde noget i nærheden af: Fars nye kone! #magtkamp! Oh skrig og rædsel!