Kære Marie
Min kæreste gik fra mig for en måned siden. Jeg ved ikke om jeg skal tage ham tilbage? Han siger at han gerne vil have mig tilbage, men det bliver ved det (ingen handling, ingen stor undskyldning, ingen invitation til en god aften i biografen)
Jeg har været ude for en ulykke i forsvaret, som har udløst PTSD. Han slog op fordi jeg blev ked af det og gik hjem (vi bor ikke sammen). Jeg gik fordi han sagde, at jeg selv var skyld i ulykken, en beskyldning som gjorde forfærdeligt ondt at høre. Jeg vil gerne have ham tilbage, men mest fordi jeg ikke kan holde ud at være så syg og så alene – jeg er vred på ham og føler mig som en ting, når han bare tror at han kan trække sin beslutning tilbage.
Jeg er fortvivlet.
Hvad skal jeg gøre?
Kh. A
Kære A
Tusind tak for din mail – jeg er ked af, at læse, at du lider af PTSD – og jeg vil her prøve at besvare dit brev, så godt jeg kan i dette forum. Hvis du har nogle spørgsmål, er du velkommen til at ringe til mig 
Er det et “reelt” brud når I skilles pga en diskussion – eller er det mere en reaktion på nogle ord der gjorde ondt? Nogen gange kan man jo godt skændes og blive sårede. Men er det nødvendigvis det samme som et brud? Det virker ikke som om, at din kæreste tænker jeres diskussion som et egentligt brud… Måske forstår han ikke helt hvordan du føler, og hvor ondt det gør på dig når I diskuterer. Måske har han brug for, at du sætter ham lidt ind i hvad du tænker & føler.
Hvis dit behov er, at han skal være mere varsom med ord i forhold til det du har været igennem, så fortæl ham det. Mærk hvor din grænse går, og markér den. Det må man gerne..! Kærester passer på hinanden, og det skal meget gerne føles som en naturlig ting, at værne om hinandens svagheder. Nogen gange skal man lige sætte ord på, og du kunne måske godt fortælle din kæreste, at du har brug for han er særligt varsom når I taler om dit PTSD. Kender han til diagnosen? Ved han hvad du lider under? Sætter han sig ind i hvad det vil sige, at lide af PTSD?
Som jeg ser det, kan I godt være kærester selvom I har forskellige oplevelser med fra livet. Det har de fleste, af en eller anden karakter. Nogle mere markante end andre, men vi har næsten alle noget at slås med. Kunsten er, at finde en balance og et ligeværdigt sted sted at mødes i et parforhold. De sår du har fra Forsvaret, kan din kæreste desværre ikke lappe for dig – men han kan bakke dig op i din healingsproces og være med til at respektere din smerte. Han kan værne om dig i omsorg og kærlighed, uden at skulle leve i et evigt hensyn, for det duer heller ikke. En god balance er guld værd – så det foreslår jeg at I stræber efter.
Hvis du ikke føler dig værdsat, så fortæl ham det. Tal med ham om dine følelser. Prøv at gøre det uden at stille krav. Altså vinklet positivt udfra hvad du godt kunne tænke dig og hvad han ville kunne gøre, for at glæde dig. Mænd kan godt lide glade kvinder – så det er altid godt, at udtrykke sig i retning af “jeg ville blive glad hvis du…” eller “det ville betyde meget for mig hvis…”
En god lille øvelse:
• Hvad føler jeg?
• Hvad har jeg brug for?
Det er ikke så let som det ser ud, derfor er det godt at øve sig lidt på det (uden at blive egoistisk naturligvis – men for at mærke sine behov bedre). Og altid, træk vejret. Ikke kun til brystet, men helt ned til navlen. Det har vi desværre tendens til at glemme. Husk det!
Jeg forestiller mig, at du mest af alt har brug for at mærke kærlighed og omsorg, og den ville jeg gerne, hvis vi også kunne finde et sted inde i dig. Desværre starter de fleste ting med os selv – vi er nødt til at finde kærligheden inden i os selv før noget andet. På den måde bliver vi også meget bedre kærester ♡
Det du har oplevet i Forsvaret er en del af dig nu. Det kan ikke pilles ud eller lægges væk – og du kan desværre ikke bare beslutte at glemme alt om det. Men det kan bearbejdes og du kan aktivt arbejde på, at få skubbet det er sted hen i dit liv, hvor du “kan leve” med det. Får du hjælp til dette?
Livet former os løbende
– og vi er derfor nødt til at rumme og elske de ting der kommer til os. De grimme ting behøver vi naturligvis ikke elske, men vi skal slutte fred med dem og slippe dem, så de ikke tynger os. Du må ikke forvente at “komme over” det du har med dig. For det blir jo aldrig ok. Jeg vil hellere forvente at “komme igennem” det. Du skal kæmpe dig igennem, ryste vaske skrubbe det af dig – og så komme ud på den anden side. Der er plads til både dig og dine sår – også i et parforhold♡
Kærlig hilsen
Marie
