Hej Marie.

Jeg skriver til dig for at få hjælp til at komme igennem noget vi ikke selv ved, hvordan vi skal håndtere.
Min partner og jeg har været sammen i 11 år, og har en masse gode minder og stunder sammen, deriblandt vores skønne datter som vi begge vil gøre alt for. Men bortset fra disse gode stunder, har de sidste 2 år af vores forhold været en sand rutsjebanetur.

Min partner er nemlig, udover at elske mig, også forelsket i en anden pige. Han har sideløbende med vores forhold haft en affære med denne anden pige de sidste 2 år. Jeg opdagede det selv for et år siden.
Siden den dag jeg opdagede det, har jeg utallige gange bedt ham om at afslutte kontakten med hende, men uden held. Han har utallige gange lovet mig at stoppe kontakten, men kan grundet hans forelskelse selvfølgelig ikke lade være at snakke med hende. Hvilket jeg også godt kan forstå, men samtidig skaber det også forvirring om hvor vidt han egentlig har lyst til at være sammen med mig.

For at gøre en meget lang historie en smule kortere, så eskalerede det hele fuldstændig for en uge siden. Min partner havde blokeret den anden pige på alle mulige måder på telefonen, for at undgå kontakten. Dette resulterede I at hun mødte op på vores fælles adresse og opsøgte ikke kun ham, men også mig. Jeg blev gal, fordi at vores fælles barn også var her, og jeg følte ikke at min datter skulle opleve sådanne ting. Efter hun var kørt, troede jeg det var overstået, for det havde min partner forsikret mig om. To dage efter finder jeg ud af at de via mail har kunnet have kontakt alligevel. Og grundet endnu en af hans løgne, og at det nu var kommet så tæt på vores datter også, valgte jeg at afslutte forholdet. Følte det var kommet så langt ud at der ikke var mere at kæmpe for. Jeg smider min partner ud og han flytter i campingvogn og vi har ingen kontakt. Dagene går, og han skal selvfølgelig se sin datter på trods af de her ting, så vi aftaler en dag de skal være sammen, og han kommer her for at gøre det nemmere for vores datter.
Men samme aften, vælger han at ligge alle kort på bordet for mig. Han er forelsket i den her anden pige, men uden lysten til at være sammen med hende. Han kæmper med tankerne om hvordan han skal komme af med følelserne for hende. For når han føler dybt inde i sig selv er det mig han vil leve sit liv sammen med, og mig han elsker.

Jeg ved at jeg også vil leve mit liv sammen med ham. Men kan jeg det når han også er forelsket i en anden?
Han vil virkelig gerne glemme hende og komme videre sammen med mig. Men hverken han eller jeg ved hvordan.
Det skal lige siges at hende hans affære er meget pågående og stædig/vedholdende. Og hun vil gøre (nok) alt hvad der står i hendes magt for at få ham til at være sammen med hende. Dette gør det også endnu sværere for ham at slippe hende, for selvom han flere gange har sagt til hende at han elsker mig og ikke ønsker at ses med hende mere, så bliver hun alligevel ved med at kontakte ham og opsøge ham. Hun har også flere gange spredt løgne omkring ting jeg skulle have gjort for at stille mig i dårligt lys.

Vores spørgsmål til dig er:
Hvordan kommer vi igennem det her? Hvordan kommer han af med sine følelser for hende? Og hvordan kommer jeg til at tilgive ham? Og hvordan kommer jeg af med min vrede, sorg og jalousi?

På forhånd mange tak!

Med venlig hilsen
Den fortvivlede og såret pige.

Kære fortvivlede pige
Tak for din mail.

Det er sådan at vi, særligt mænd, godt kan være forelskede i 2 eller flere kvinder på en gang. Egentlig er vi som mennesker rent dyrisk ikke skabt til monogami. Det er noget der er kommet til os med tiden. I helt gamle dage var det mere anerkendt, at mænd havde flere koner – og i nogle stater i USA er det fortsat ikke unormalt, at en mand er gift med op til 4-6 kvinder. Desværre er det noget der ligger dyrisk, typisk i manden. Men udviklingen og den moderne tilgang til tosomhed, har trukket os væk fra den måde at leve på.

Som det er nu, er det typisk absolut ikke velset – men flere kender alligevel følelsen.

Det jeg prøver at fortælle dig er, at din kæreste kan godt være en god fyr selvom hans indre urtidsmand har lidt mere fylde, end vi efterstræber i den tid vi lever i nu.

Når det er sagt, så er han nok også godt klar over, at det ikke er et åbent forhold han er i med dig, hvorfor et romantisk forhold til en anden kvinde naturligvis er ganske uhørt!

Vi kan konstatere, at han gør det alligevel! Han har et forhold bag din ryg – og han indrømmer, at han er forelsket i hende. Men også i dig. Altså, din kæreste er tydeligvis ikke den monogame type. Men han er ærlig. Og det hele her, er sikkert også noget rod for ham. Ikke at jeg vil holde hånden over ham – men han er lidt fanget i hvad hans sunde fornuft fortæller ham, og hvad hans indre urtidslyster byder af ham.

Hvis I skal komme videre efter dette så skal der ske flere ting. Jeg tror ikke vi kan klare det via et enkelt brev, og jeg synes I skal overveje at komme i min praksis og opstarte et terapiforløb. Dog vil jeg gerne prøve, at give mine overskrifter på hvordan I skal forholde jer til de spørgsmål du stiller sidst i din mail:

Din kæreste skal tage en beslutning!
Han skal beslutte hvilken type kæreste han ønsker at være. Lidt ligesom hvis man går på slankekur, så er det også en nødvendig ting, at man beslutter IKKE at spise flødeboller og slik. Uden den beslutning, vil der ikke forsvinde noget vægt. På samme måde skal din kæreste beslutte, om han ønsker at leve i et monogamt forhold med dig. Altså et forhold UDEN andre romantiske/seksuelle partnere.

Ønsker han det, træffer han den beslutning – så skal DU træffe en beslutning.
Du skal bestemme dig for om du vil bruge noget tid på at tilgive ham, og om du vil slå en streg over den tid I har været igennem, og starte et nyt kapitel i jeres forhold.

Beslutter du dig for det – så skal tiden have lov til at arbejde lidt for jer. Han skal CUTTE AL forbindelse til hende og STÅ VED DET. Hun skal ikke have lov at påvirke ham, det skal være ham der bestemmer. Han bestemmer over sit liv. Hun gør ikke!

Din vrede, sorg og jalousi bliver det sværeste. Men når I de andre punkter igennem, og lever han op til det – så kan vi tage fat i sorgen. Sorg skal bearbejdes, og tillid skal genopbygges. Det tager tid – og han kommer på arbejde, hvilket han skal være indstillet på. Men hvis I elsker hinanden og virkelig vil hinanden – så kan I godt. Dog skal I virkelig vide hvad I går ind til, og leve op til det med alt hvad I har i jer. Gør I det, så tror jeg godt I kan komme igennem det.

Bare husk at det vil tage lidt tid – og imens den tid går, skal I have fokus på at jeres kærlighed til hinanden og ønske om fælles fremtid, er det vigtigste.

Kærlig hilsen
Marie <3