En aften hos Carl-Mar
I tro tjeneste som pressechef for Dansk par- og familieterapeutforening var jeg af Carl-Mar inviteret til middag og eksamensfest for et hold af hans sexologstuderende. I alt var vi omkring 50 personer til middag. Jeg fulgtes med min gode terapeutkollega Anella Lind Hansen – og vi var der egentlig i embedesmedfør. Men i vores fag er åbenhed, empati og interesse for andre mennesker en uundværlig ingrediens, så der kom kog i mange gode samtaler over middagsbordet.

Det var intet mindre end fantastisk og sjældent har vi oplevet så megen kærlighed og rummelighed i ét lokale, som vi oplevede deroppe. Vi glemte alt om at trække maven ind og gøre det “rigtige” – og hyggede os gevaldigt i den skønne stemning. Carl’en var helt nede på jorden og overraskende (for mig i hvertfald) både rolig, dyb og eftertænksom – og tydeligvis også belæst.

Personligt troede jeg han ville hænge i et træ med dingle-pik og råbe FISSE når vi ankom. Men det gjorde han ikke – han var i stedet gået ind for at tage sig en lille lur – alt imens hans “diciple” stille tøffede rundt og hyggede sig, krammede (i lang tid) og gjorde klar til aftenens middagsbord. Der var både mænd, kvinder, børn og dyr – og alle var helt almindeligt klædt. Sproget var pænt og der var en skøn smittende ro over stemningen. Ingen hundegøen, ingen barnegråd, ingen hvisken i krogene – bare ro, åbne arme og kærlige wibes.

At der i det regi hersker en frihed og en åbenhed vi ikke ser mange andre steder, kan ikke rigtig skjules – men det var bestemt både trygt og godt. Der foregik intet et barn ikke ku’ have været vidne til – og der blev udvist absolut respekt om den enkeltes grænse. Forudindtaget som jeg vist var (desværre men sandt, medierne er jo ikke uden indflydelse), havde jeg ved ankomst en forestilling om at jeg skulle holde godt på hat og briller (og tøj)! Men sådan var det slet ikke. Tværtimod, det var rigtig fint.

Det hele foregik på hans landsted i Karlebo og der var ingen fornemme hvide duge eller sarte vægge, men en masse mudder og store møgbeskidte 4-hjulstrukne biler og go-cars der pløjede rundt udenfor. Alligevel spurgte jeg høfligt om jeg skulle tage skoene af inden jeg entrerede spisestuen. Papaya, en af de uddannede elever bad mig kigge ned på gulvet, mens hun grinte venligt og sagde “men det var nu meget sødt du spurgte”. Så jeg gik forsigtigt ind iført mudrede gummistøvler og satte mig til bords… Stort!! For det må man fanmar ikke der hvor jeg kommer fra!

Vi er allerede inviteret til næste arrangement – og vi er ikke i tvivl, selvfølgelig skal vi med igen.

♥