♥ Min søn spurgte mig sent lørdag aften, om jeg ikk ku’ være sød, at sove ude fra søndag til mandag. Så ville ham og de 7-8 andre fra konfirmationsgruppen tage forskud på deres Blå Mandag og holde en lille søndagsfest hjemme hos os, inden deres mandags-planer. Jeg sagde promte ja (sad glad med øl på bodega og spillede Meyer da han ringede – så var rimelig åben).
Nu er det så blevet mandag – og jeg er kommet hjem til en flok glade konfirmander der tydeligvis har haft det vanvittigt hyggeligt i går/i nat. Det ved jeg dels fordi de ser pænt smadrede ud – drengene virker meget stille (det er ikke normalt) – pigerne kæmper om spejlene til deres make-up (4 teenagepiger/1 spejl med ok lys) (jeg er tilsyneladende ikke den eneste der er 30 minutter om at påføre lidt mascara). Her lugter surt – der er tomme dåser alle vegne – der står sjusglas og øldåser i haven – min dyne er væk (?) – katten som normalt ALDRIG går ud i haven, sidder ude på verandaen og kigger spørgende op på mig i en sø af våde cigaretter og væltede askepotter (ingen ved hvem der har røget) (ingen ryger!) (det er nok katten) – nogen har sovet i min seng (!) (det måtte de ellers ikke) – andre i min sofa – mine sofapuder ligger også ude på verandaen (?) (de er våde). Sunde grønne snack og hjemmerørt urtedip står uberørt i køleskabet, og hvis kattene nogensinde finder mod til at gå indenfor igen, forestiller jeg mig, at de halvvejs ind til stuen, vil få deres poter limet fast til gulvet i diverse drinks-klister. Mads er HIGH ON LIFE og synes egentlig her er ganske fint, men vil da gerne hjælpe med at støvsuge, når han engang kommer hjem fra Blå Mandag part 2. Af hensyn til kattenes poter og min egen (forhåbentligt kommende) hvilepuls, vil han opleve at komme hjem til et rent hjem, velduftende og nogenlunde normaliseret. Jeg vil tage imod ham med åbne arme, sovse ham ind i overskud og kærlighed, servere pizza på rene tallerkener, hente nyvasket dyne ind i sofaen til ham, servere ham en kop kakao, tænde tv’et, give ham remoten – og håbe, at han har haft den aller aller bedste konfirmationsweekend ❤