Jeg er en ung kvinde på 31 år og har ikke haft en fast kæreste de sidste 8-9 år (var ikke meget for nærkontakt offentligt som yngre) dog har jeg haft en del sex. Jeg har “desværre” diagnosen Aspergers, og giver den dumme diagnosen skylden for at jeg ikke kan finde kærligheden.  Jeg er i gang med mit sidste år på HF (er dog panisk for hvad der sker når jeg er færdig) har en god og støttende familie og nogle dejlige venner. Men det er ikke den samme kærlighed som ved en kæreste. Min selvtillid er heller ikke for stor, for jeg ved udmærket godt at jeg ikke er den pæneste eller tyndeste og det tager også hårdt på mig. Ikke sigende at jeg direkte hader mig selv,, men tror mange kvinder har skrupler med sin krop. Det skal lige siges at jeg er okay jaloux på min storebror, da han har en kone og 3 børn og et fantastisk arbejde. Jeg vil også rigtig gerne have børn inden det er for sent, jeg er jo ikke for evigt ung. Jeg vil selvfølgelig gerne have en kæreste og bygge en familie op med ham. Men hver gang jeg finder en sød og dejlig fyr,  så fucker jeg det på en eller anden måde op og så bliver fyren sur på mig og alt er ødelagt. Så tænker tit om jeg fejler et eller andet sært eller jeg bare skal lære og ikke springe ud i tingene med de store følelser?  Mine to bedste venner siger at de nok skal hjælpe med at lege “Kirsten giftekniv” med ved ikke helt, om jeg tør overlade tjansen til dem.
Hvad synes du?

Hvad synes jeg?
I forhold til din overskrift, om du skal opgive lykken, så er synes jeg nej! Der findes ingen garantier, lykken har mange facetter – men jeg vil altid svare nej til at opgive. Selvfølgelig skal vi ikke opgive lykken. Dog kan det godt føles nærmest umuligt nogle gange, det er både naturligt og ok at få den følelse. Men at opgive lykken, nej – det ville være synd. Måske du skal lede andre steder end hvor du leder nu. Måske lykken ser anderledes ud end du tænker – måske du skal søge lykken i din egen energi og dit eget selvbillede. Din egen lykke. Vi skal passe på med selvkritik, det skaber ikke lykke, så det ville jeg meget gerne, hvis du kunne få lidt på afstand. Lettere sagt end gjort – men alligevel, prøv! Du virker på mig som om du har en god selvindsigt og det er super sejt, at du indrømmer du føler en form for jalousi på din bror og hans familie. Ikke mange indrømmer jalousi – men den findes i de fleste. Men måske du kunne dreje følelsen til en mere positiv følelse end jalousi. Medglæde er et dejligt ord og kan med fordel tænkes ind, når jalousien rammer. Det handler om at kigge på sig selv og sikre nogle mønstre, som trækker dig opad i energi så du dermed blive bedre til, ikke, at falde i det der trækker nedad. Når du kan mærke det sker, så op igen! Op op op! Det kræver lidt arbejde, men det virker. Du skriver, at du skræmmer dine kærester væk. Er du sikker på det? Kan det tænkes at nogle af dem du har mødt, vare slet ikke matchede dig? Hvad tænker du, der skræmmer dem – og kunne det tænkes, at du tager mere ansvar end du behøver?

I forhold til Aspergers, så har du ganske ret i, at den kan være lidt dum – det kræver lige lidt ekstra fokus at holde tråd i tingene, alt efter grad og i øvrigt hvornår og hvordan diagnosen er givet og forvaltet. Men i vejen for kærlighed, nej. Du er dig og en diagnose ændrer ikke på din værdi. Ikke med mindre du selv gør det til et minus. Men det gælder alt omkring os. Hvis vi ikke er i balance med dem vi er, hårfarve, kropsbygning, vægt, uddannelse, økonomi, diagnoser mm – så sætter vi selv vores egen værdi lavere. Jeg håber du er i gode hænder og har fået den rette støtte & hjælp, så du kan forvalte de udfordringer det giver dig!

Spørger du mig, så tror jeg på kærligheden. Jeg holder med kærligheden. Jeg sender kærlighed til kærligheden – jeg skatter den højt – og jeg gør mit til, at den har de bedste levevilkår. Nogen gange kan den godt være svær at finde, men som regel er det fordi der er noget andet som står i vejen. Jeg ville til enhver tid bruge mit fokus på at rydde op og rydde ud i de følelser og energier der evt kunne skabe uro for kærligheden. Selvom det kan lyde lidt som en floskel, så er selvkærlighed og et positivt syn på sig selv og det vi hver især står for, virkelig vigtigt, i forhold til at gøre plads til kærlighed. Din diagnose eller måden du ser ud  er ikke en stopklods for kærlighed i dit liv. Vores egen værste fjende er ofte vores egne tanker. For vi skaber det vi tænker. Tænk dig selv opad. Giv dig selv et klap på skulderen. Tak dig selv for det gode du gør og er. Send dig selv kærlige tanker. Det er mit bedste råd! En god metode er, at takke sig selv for 3 gode ting hver aften inden sengetid. Skriv dem ned og gør det hver aften i en periode på minimum 21 dage… Hjernen reagerer på vores tanker, den tager ved lære og så begynder den selv at tænke gode ting, helt uden tvang. Den vænner sig… Det er en god lille vane, og noget jeg absolut kan anbefale som metode til, at holde sig selv lidt oppe. Ligeledes er det at tage stilling til egne tanker også en vigtig ting. Beslut hvilke tanker du ikke ønsker og øv dig i at opdage, når de kommer. Når du kan mærke de er på vej, eller er kommet, så er det nu du skal huske dig selv på, at du kan skubbe dem væk. Tænk dig fri. Nej tak til de tanker der trækker dig nedad. Vi ved dokumenteret, at vi kognitivt kan træne vores tanker og dermed skabe bedre følelser. Og nej, du skal ikke opgive lykken – den kan komme i mange former og farver. Giv dig hellere tiden til, at finde den type lykke, der passer bedst til dig ♡

Kærlig hilsen 
Marie