Sommerferie, Parterapi & Skilsmisser
Jeg er blevet spurgt hvorfor en sommerferie med familien kan ende med, at koste ægteskabet. Hvad er det der sker, når familien tager til sydens sol og kommer hjem, klar til parterapi og måske oven i købet klar til at flytte hver for sig? Hvordan kan det være, at parterapi og skilsmisser boomer i august og september?

Man skulle jo tro, at en ferie i syden med sangria og hotelservice – halvnøgen og smurt i kokos-duftende sololie det meste af tiden, skulle være godt for et parforhold. Og det er det også – desværre bare ikke altid. For nogle ender det med tårer og knuste drømme.

Hvad er det der sker?!
Der sker det, at vi, når tiden er til det, kan mærke os selv og hinanden meget bedre end vi kan hjemme i vores travle liv. På ferien lever vi uden pligter og uden filter.  Når pligterne ikke længere fylder, vi ikke længere er truet af et vækkeur der ringer alt for tidligt, så vi kan stå op og på bedste vis få familien igang, imens vi selv gør os klar til at passe job, inden vi skal hjem og hente børn, lave mad, lige handle på vejen, hente-bringe børn fra sport og diverse, gå med hunden, tømme kattens bakke, svinge støvsugeren, tømme opperen fra igår, skrælle kartofler eller stille linser i blød, hænge vasketøj op, fjerne rester fra morgenmaden, hjælpe med eller i hvertflad igangsætte lektielæsning, servere saftevand og eftermiddagssnack, give hunden mad, stege kyllingefilet og snitte salat, spise, rydde det hele op, bade børn, gå med hunden, se nyhederne, falde død om i sofaen, dyrke lidt sex – eller måske mest af alt bare lægge krop til for fredens skyld, sove næsten en hel nattesøvn inden vækkeuret ringer, for så at stå op og gøre det hele igen. Om om om igen. I weekenden er der lidt mere ro, men sådan en weekend går jo hurtigt, og det er mandag før vi når at se os om.

Et eller andet sted i den trummerum, kan det være svært at bevare forelskelsen. Et eller andet sted i den trummerum, kan tosomheden og det vi forelskede os i, godt drukne eller i hvert fald fade gevaldigt ud. Et eller andet sted her bliver vi ensomme, ofte uden selv at vide det – for vi har ikke tid til at mærke hverken os selv eller den vi har valgt at dele det hele med. Måske elsker vi ikke mere. Måske ved vi ikke hvor vi har fået lagt den følelse vi var så vilde med engang, og som gjorde at vi frivilligt byggede hele dette trummerum op. Sammen. Noget er forsvundet, og vi kan ikke finde det. Inderst inde ved vi godt den er gal – men heldigvis, så spiser trummerummet tiden for os, så vi ikke bliver konfronteret med mere end allerhøjst nødvendigt. Vi lærer faktisk, at leve uden at være styret af den følelse der startede det hele. Vi tvinger os selv videre i det opbyggede, vi bliver en del af en masse, og det kan vi faktisk godt finde ud af. Også selvom vi inderst inde ikke er lykkelige. Også selvom vi inderst inde har hemmelige drømme om, hvad livet ellers kunne byde på. Men vi lever i det, og vi lever med det – for vi kan godt lide trygheden. Vi kan godt lide økonomien og vennekredsen og at have råd til både skiferie og 2 ugers all-inklusive sommerferie i sydens sol for hele familien. Men når vi er kommet ud på et sidespor i vores parforhold, og vi så kommer på ferie, og sidder smurt i olie uden tusind pligter vi skal tage os af, så bliver vi pludselig konfronteret med virkeligheden. Vi sidder i en solstol og dufter af kokos, med en kold sangria i hånden og opdager, at vi ikke længere elsker. Vi kan faktisk ikke rigtigt li den person vi sidder overfor. Vi er sammen. Hele tiden. Vi kan ikke lade som om, og der er ikke noget vi kan gemme os bag. Vi får virkeligheden serveret barskt og uden filter, under høj sol og lange lyse aftener. Så taler vi sammen på altanen når børnene sover – vi tør måske være mere ærlige, som vi sidder der med solbrune ben og føler os tilpas i egen krop – og pludselig har vi italesat, at der mangler noget. 

Der er mange konstallationer og mange vinkler. Men det er et fact at vi kan mærke os selv på en ande måde når vi er væk fra hjemmefra i mere end blot et par dage, og vi kan pludselig se ham eller hende, som vi håbede vi var vilde med, som vi håbede kun var forsvundet lidt pga travlhed og pligter. Men her midt på ferien er der ingen travlhed. Her flyver tiden ikke. Her sidder vi overfor hinanden og er måske slet ikke vilde med det vi ser. Så begynder vi at tale om den mangel vi oplever – og før vi ved af det, har vi aftalt at der skal ske noget når vi kommer hjem. Parterapi! Eller måske prøve at splitte op for en periode, imens vi går i parterapi. Måske det ville kunne skabe et savn, som kan få os tilbage til hverdagen, men med mere plads til kærlighed og romantik og ikke mindst det sexliv vi jo også savner. Kyssene og samhørigheden. Hvis det, at låne vennernes gæsteværelse i hele august ikke gør den ønskede forskel – kan konsekvensen være knusende, og vi står foran et helt nyt set-up. Mine klienter fortæller “jeg kiggede på ham, og kunne bare slet ikke se mig selv i hans øjne” “faktisk opdagede jeg, at jeg ikke særlig godt kunne li’ ham mere”. Det er jo en forfærdelig erkendelse at komme til – men ikke desto mindre, så er den erkendelse bedre end at leve med følelsen konstant, gemt væk et hemmeligt sted i maven. Vi kan ikke altid mærke den følelse – men det kan vi på en ferie, og det er svaret på spørgsmålet. I ferien har vi tiden til, at opdage, om vi kan lide og elsker vores partner. Og kan vi ikke det – gør vi ikke det, så er vi næsten tvunget til at handle, for her er der ikke noget ur der ringer om morgenen og redder os fra virkeligheden. Derfor ser vi flere i parterapi efter ferieperioderne end vi gør resten af året – simpelthen fordi, at vi i ferien bedre har tiden til, at mærke os selv, og hinanden. 

Hvis kærligheden stadig er der, så er der noget at arbejde med i en terapi. Det er min erfaring, at det faktisk kan gøre noget godt for forholdet, lige at have fået en opvågning. Det behøver ikke have fatale konsekvenser. Måske kan det blive bedre end det var før – hvis noget af det daglige trummerum bliver skiftet ud med kærlighed og vi husker at se hinanden, og elske hinanden❤️